Ture i Prag 2008

De nye 2008 ture i og omkring Prag, Tjekkiet med pavel-helge.dk

Fontæneturen byder på en klassisk, tjekkisk middag og bagefter show ved Krizikova- fontænen – turen er efterhånden i sig selv en Pragklassiker. Turen egner sig til både børn (halv pris, som på alle vores ture) og voksne, vi bestiller gerne børnemenuer, – og i øvrigt også glimrende vegetarmad på denne restaurant.

Middag, velkomstdrink og billet til show er inklusive i prisen. Turen er fra 18.30-22.00, hver torsdag og søndag, i 2008 til 900czk per person.

Krizikova-fontænen er unik i verden. Den findes ikke helt magen til. Fontænen, det kæmpe springvand, blev oprindelig bygget til den såkaldte “århundrede-udstilling” i 1891. Hundrede år senere undergik Fontænen, som hele området, en total renovering. Man holdt Tjekkoslovakisk udstilling i 1991. I dag fremstår Fontænen med adskillige tusinde dyser, lyssætning, musik og endda lejlighedsvise dansere.

Forestillingerne er oftest baseret på kendte rock, pop eller klassiske stykker musik, som altså iscenesættes med vand og musik koreograferet. Musikken kan bl.a. være Bocelli, Dvorak og Queen. Forestillingerne varer knapt en time. Vi tager til showet kl. 21, hvor det er nogenlunde mørkt hele sæsonen, så ses lyset bedst.

Vi spiser på restaurant Bohemia Bagel, hvor vi har reserveret egen salon. De står klar med velkomsten, et glas tjekkisk ”Bohemia Sekt”. Middagen begynder med suppe, bagefter skal vi have en lækker and, med brun sovs, knødel og rødkål. Endelig får vi strudel. Drikkevarer er, udover sekten, ikke med i prisen. Her er velskænket Pilsner Urquell, frisk presset juice, god kaffe og gode tjekkiske vine.

Når vi spadserer fra middagen skal vi forbi de smukke Art Noveau haller i Vystaviste. Hele området i Prag 7 blev bygget til den store industriudstilling i 1891, en tjekkisk pendant til verdensdstillingerne. Der er også et ældre tivoli, en kopi af Shakespeares Globe teater og mange andre attraktioner. I Lapidariet, som hører under Nationalgalleriet, findes mange af de originale statuer fra Karlsbroen og andre steder i Prag.

Opdatering d.17.oktober 2008: En voldsom brand, d.16.oktober 2008, ødelagde store dele af hovedbygningen i Industripaladset, den smukke Art Nouveau hal fra 1891. Krizikova-fontænen er som sådan uskadt. Læs mere om branden her: http://avisen.dk/blogs/pavelhelge/voldsom-brand-i-vystaviste-prag-7_18310.aspx

Fontæne-turen begynder som altid ved ture i byen ved vores faste mødested, sporvogns- cafeen midt på Wenzels- pladsen i Prag (Vaclavske Namesti). Vi mødes 18.30 og tager så sporvogn 14 mod Vystaviste- udstillings- området. Husk I selv skal have billet. Stoppet før Vystaviste ligger vores restaurant, Bohemia Bagel.

Eftersom vi kun skal gå en kort tur for at nå indgangen til Fontænen bagefter, kan vi afslutte middagen i fred og ro, inden vi i god tid finder pladser til forestilingen kl.21. Det slutter inden 22, hvorefter der er gode forbindelser med sporvogn 14, 17 og Rød Metro. Hjemturen er på egen hånd. pavel-helge.dk

En sejltur på Vltava Moldau er en afslappet måde at se Prag fra andre, smukke vinkler. Vores “cruise” varer 2 timer. Vi sejler igennem byen, mod strømmen på udturen. Bådtur med pavel-helge er hver onsdag og lørdag, kl.17.20 (OBS) fra Cafe Tramvaj. 900czk. Børn under 12 år til halv pris, som på alle vores ture.


Der er fri adgang til buffeten, så snart vi sejler. Først smager vi på en velkomstskænk. Øvrige drikkevarer er for egen regning. Vi slutter, hvor vi lagde fra, ved Na Frantisku kajen. Herfra er der kort afstand til den gamle rådhusplads og Botel Albatros, sporvogn 12 og 17 mod syd og bus til Zizkov, Prag 3. I efteråret er der en enkelt uge, hvor vi ikke kan passere sluserne pga. rensning, i stedet sejler vi så med strømmen mod det nordlige Prag.

Sejlturen falder tidsmæssigt ofte før eller sammen med solnedgangen. Derfor kan vi på udturen se meget i dagslys og på turen tilbage, med strømmen, kan vi til gengæld se en belyst by. Guiden vil give jer fred til at spise på udturen og fortælle mere om udsigterne på vejen tilbage. Sejlturen på Moldau er for mange gæster lige så vigtig for hyggen som for historie og bygninger.

Vi har fra begyndelsen udsigt til Letna-parken og metronomen, Agnes-klostret og industriministeriet. Vi passerer Josefov, det jødiske kvarter og statsministeriet. Hen imod Karlsbroen har vi udsigt til den gamle bys centrale dele og Lillesiden. På bakken troner Prags slot

eller ”borg”, som det oprindelig var.

Længere mod syd vil vi se det Dansende Hus, Ginger og Fred, Prags mest omdiskuterede moderne hus. Det er fra 1995. Vi får Smichov, Prag 5 i sigte med Staropramens skorsten og endelig den stejle klippe med Vysehrad borgen. Nationalteatret ser vi nær sluseløbet og Børnenes- og skarpskytternes øer. ”Libuse” hed urpremiereoperaen i 1883 på teatret, skrevet af Bedrich Smetana.

Fotografering er bedst på dækket, hvor glasset fra vinduerne ikke kan reflektere. Her finder rygerne også plads. I sluseløbet, hvor båden henholdsvis hæves og sænkes 3-4 meter, er udsigten bedst fra dækket. Smichov-slusen passerer vi både ud og hjem.

Båden går til kaj samme sted, hvor vi lagde fra, efter cirka 2 timer. Så slutter vores tur. Vi anbefaler gerne steder at fortsætte. En gruppe var i 2007 bagefter til kaffe og kage på den kubistiske cafe, Grand Cafe Orient, nogle tog til jazz i Lillesiden og andre på gode cocktailbarer i nabolaget. Spørg os .

Send os en mail. pavel-helge.dk

Byrundturen i Prag med pavel-helge begynder på Wenzelspladsen, Vaclavske Namesti, lige midt på pladsen ved Cafe Tramvaj, Sporvognscafeen. Det er ud for Vodickova, gaden med sporvognslinjer, og cirka 200 meter neden for rytterstatuen. Vi begynder altid kl.9.30.

Vi slutter byrundturen 3 timer senere i nærheden af Karlsbroen Hver torsdag og søndag, 250czk / 70dkk. Vi har planlagt vores by-rundtur med to formål. Dels vil vi gerne præsentere de vigtigste steder, hvor I samtidig får en bedre mulighed for at orientere jer i byen, dels vil vi gerne præsentere alt det, Prag byder på, som nemt kan overses.

Når vi begynder byrundturen er der allerede på Wenzelspladsen meget at tale om. Vi går fra pladsen til den vidunderlige Lucerna Pasaz, hvor vi vil se smuk Art Nouveau bygningsstil og kunstneren David Cernys berømte, omvendte rytterstatue. Via Franciskanerhaven, Frantiskanska Zahrada kommer vi ud ved Narodni boulevarden. Det var her studenterne blev tæsket af uropolitiet d.17. november 1989. Det blev begyndelsen på fløjlsrevolutionen.

Efter en kort tur på nutidens strøg kommer vi til Stænderteatret Stavovske Divadlo, hvor Mozart selv dirigerede urpremieren på sin opera Don Giovanni i 1787. Nabobygningerne er de ældste dele af Universitas Karlova, Karlsuniversitetet. Karl d. IV fik tilladelse til at åbne universitet i 1348.

Vi slentrer videre over Prags gamle grøntsagsmarked Ovocny Trh der leder os til det helt usædvanlige kubistiske U Cerny Matky Bozi, “Ved den Sorte Madonna”. Det er en bygning Nationalgalleriet overtog i 1990erne, og dermed blev de originale interiører genskabt. Vores kaffepause er på Grand Cafe Orient; her er venlige priser, fadøl, god kaffe og lækre, hjemmelavede kager.

Efter at have hvilet ben og ører, går vi videre – nu et lille stykke på Kroningsvejen. Vi når hurtigt Krudttårnet, Prasna Brana, den sidste af Prags oprindeligt 9 byporte, Obecni Dum Folkets Hus ligger ved siden af. Tjekkiets største shoppingcenter, Palladium er åbnet her på Republikpladsen Namesti Republiky.

Så snart vi står i Ungelt kan vi se den enorme, gotiske Týn kirke. Den dominerer området omkring den gamle rådhusplads, og Tycho Brahe ligger begravet her. Omkring Starometske Namesti Prags gamle bys rådhusplads er der overvældende meget at se på og tale om. Her vil vi også dvæle ved det astronomiske ur Orloj, bygget under Mester Hanus i 1490′erne.

Vi fortsætter mod Josefov, der findes blandt andet Europas ældste synagoge, den Gamle-Nye synagoge, bygget mellem 1270-80 og den mystiske kirkegård, hvor der menes at være grave i op til 12 lag.

I hjørnet af det jødiske kvarter finder vi Karlsuniversitetets filosofiske institut. Her hænger studenten Jan Palachs dødsmaske, – og det er iøvrigt også her, der studeres dansk. Vi har Karl d. 4’s statue ved Karlsbroen som slutpunkt. Så har vi set to af Prags fire historiske bydele. Herfra er der kort vej tilbage til den gamle rådhusplads og der er sporvogne og metro-muligheder. Vi fortsætter over Karlsbroen på Slotsturen til de andre to historiske, Unesco-fredede kvarterer.

Se hele programmet for ture i Prag med guide. Send os en mail.
pavel-
helge.dk

Vi begynder på hotellerne, hvor vi henter jer i bus. Vi kører 39km mod sydvest fra Prag på motorvejen (D5) mod Beroun og Nizbor. Videre til Karlstejn kører vi i naturreservatet Cesky Kras, kendt for fugle, blomster og sommerfugle. Læs om alle ture i Prag 2008.

I Karlstejn er frokost og handel med krystal manges ønske, landsbyen er fyldt med krystal til priser langt under Prag niveau. En tur med hestevogn op igennem landsbyen, 12 procent stigning, er også populært. Rundvisninger på borgen er på engelsk eller tysk, på egen hånd. Turen koster i 2008 900czk-250dkk, hver tirsdag og fredag.

Glasværk Rückl krystal i Nizbor. Vi begynder ved landsbyen Nizbor, her ligger en af Tjekkiets ældste glasvirksomheder, hvor traditionen for krystal-produktion strækker sig 300 år tilbage. Bøhmisk krystal fra Tjekkiet er blandt verdens fineste, og håndværkets århundreder lange tradition holdes stolt i hævd. Både i forbindelse med forarbejdning og forædling.

Vi skal på 45 minutters rundvisning, hvor vi både vil se, hvorledes man puster og sliber glas i dag. Rückl har i dag en moderne produktion, hvor de både vægter traditonerne og har udviklet nye metoder omkring forgyldning, sandblæsning og håndmaling. Vi har til sidst mulighed for selv at prøve at slibe glas og besøge fabriksbutikken.

Karlstejn borg og landsby. Karlstejns historie strækker sig tilbage til 1348, hvor selveste Karl d. IV, bøhmisk konge og tysk-romersk kejser, sammen med ærkebiskop Arnost af Pardubice lagde grundstenen.til Karlstejn. Borgen er den næstvigtigste i landet, efter Prag.

Karlstejn borg blev bygget som et sted til at opbevare de kongelige skatte, bl. a. det hellige romerske imperiums kroningsjuveler. Karl d. IV havde en stor samling af relikvier, som han også ønskede beskyttet. Finansieringen skyldte Karl d. IV landets sølvminer, hvoraf han ejede 25%. Borgen skulle også udtrykke det Bøhmiske folks uafhængighed.

Det er i den grad værd at bemærke hele konstruktionen på bakkekammen. Borgen har gennemgået flere ombygninger, senest i slutningen af det 19.årh., hvor der blev renoveret i puritansk, nygotisk stil af Josef Mocker. En stor del står som bygget i højgotikken. OBS: 1.juni til 1.oktober 2008 kan man også se det berømte Helligkorskapel (det gyldne) på rundvisning 2.

Karlstejn landsby forandrer sig i sæsonen og bliver til Tjekkiets største strøg for Krystal-glas. Adskillige tjekkiske krystalvirksomheder har udsalg her, der er mange butikker og lavere udgifter end i Prag, og de mange mennesker giver livlig handel. Der er også antikvitetsbutikker, et lille voks-museum og den skønne Nationalpark. Der er utrolig mange restauranter i Karlstejn.

Vi er i Prag inden kl.16. Send os en mail. pavel-helge.dk

Velkommen til vores tur til Sazava floden. Sternberk borg og lokalt bryggeri turen byder på smuk natur, det lille bryggeri i Kacov, den imponerende Sternberk-borg, hvor vi skal se sale og kamre og endelig frokost i landsbyen Drahnovice.

Vi begyndte turen til Sternberk-borg i 2007 og mange af vores gæster i Prag nåede at opleve den. I 2008 fortsætter vi med en lille prisforhøjelse (nu 1000czk-280dkk), så hænger den økonomisk sammen med 3 besøgte seværdigheder. Turen begynder på hotellerne i Prag med bus. Turen vil vare fra 9-16. Hver onsdag og lørdag. Vi kører på motorvej D1 mod øst ud af Prag. Vi når Kacov, Sternberk og Drahnovice efter cirka en times kørsel.

Kacov bryggeri er første stop. Deres øl hedder Hubertus. Vi skal se bryggeriet, både gærkar, det nye tappeanlæg, tanke og deres hospoda værtshus. Bryggeriet stammer fra 1457, det blev som andre privatejede virksomheder lukket i kommunisttiden – og genåbnet i 1992. De nuværende ejere har lidt under oversvømmelser i både 2002 og 2006.

Produktionen i Kacov er derfor flyttet til en højere beliggende bygning gennem det seneste år. Der vil vi i øvrigt også kunne se et gammelt is-rum. I kan smage deres 10- eller 12graders øl, I kan ovenikøbet proviantere lidt friskt øl på plastikflasker – eller en hel 50liters tønde.

Vi kører igen kort med bussen. Lidt videre ad Sazava finder vi Sternberk-borg. Sternberk-borg stammer fra 1241. Hussiterne hærgede her i 1400-tallet, 30års krigen involverede ejeren og 1800-tallet viser sig i el-installationer og badeværelse med træk og slip. Under kommunismen kom borgen i statens hænder. I dag er Sternberk blandt de få borge og slotte i Tjekkiet med originale interiører. Det er unikt at borgen i dag ejes af Zdenek Sternberk, han er i lige linje i slægt med Zdeslav af Divisov, som påbegyndte borgen i 1241.

Vi skal kravle en lille tur op på klippekammen for at nå borgen. I borggården er der lidt souvenirs og oftest en falkoner fra et nærliggende ornitologisk center. Han viser både ørn, ugle og falke. Når vi har pustet ud begynder vi rundvisningen på borgen. Der er nogle trapper. Vi skal igennem 15 rum og sale, riddersalen og den smukke stuk fra renaissancen imponerer særligt. Rundvisningen varer ca.45 minutter.

Vi vender tilbage til bussen og kører et lille stykke videre langs Sazava. Vi skal til den forsømte tjekkiske landsby Drahnovice med 46 indbyggere. Her venter Monika på værtshuset Na Konci Sveta “Ved Verdens Ende” med en lækker, lokal frokost. Maden er lavet med egne grøntsager, og vi får som regel hjemmebagt kage til kaffen. Hos Monika i Drahnovice får vi også gode øl og måske en Slivovice, her skal I dog selv betale drikkevarer til maden.

Sternberk og Kacov tekster fra 2007:
Kacov bryggeriet og Cesky Sternberk Cesky Sternberk

Tag med os ud af Prag og oplev lidt af livet i tjekkiske landsbyer. Alle entreer inklusive. Tryk på billederne og se 360graders versioner. Se resten af turprogrammet her. Vitame vas, velkommen. Send os en mail.
pavel-
helge.dk

Godt nytår, stastny novy rok ønsker Pavel og Helge fra Prag. Vi præsenterer vores anden pavel-helge.dk brochure med ture i et fast ugeprogram. Vi byder på en ny tur til Skoda. Vi har fokus på individuelle ture i Prag og andre dele af Tjekkiet og der er to nye tilbud for aftenture. Velkommen, Vitame vas!

Tryk på billederne for at se en stor version. En pdf-version kommer online i morgen (d.2/1: Se højre margen eller download PDF her). I de følgende uger vil vi opdatere denne side med lange turbeskrivelser og andet nyt fra Prag.

Vi ser frem til at komme på Skoda besøg en gang om ugen. Hos Skoda i Mlada Boleslav skal vi se nogle af produktionshallerne, vi kører derfor rundt i deres enorme område. Turen går derefter til Skoda museet, hvor modellerne dækker hele deres historie, fra cykler til de nyeste rallybiler.

Vores bryggeritur fortsætter i 2008 til U Bulovky, Richter Pivovar i Liben, Prag 8. Bemærk afsnittet om Individuelle ture, der er ideer til andre byer i Tjekkiet end Prag, med egen minibus. De nye aftenture er Folkloregarden, en tur med musik og dans og alt inklusive, samt en middelalderaften på bryggeri i Detenice med vores kolleger.

Læs om turene (se dem på én liste):
Individuelle Ture 2008
Skoda fabrik og museum
Sternberk borg og lokalt bryggeri
Karlstejn og glasværk
Byrundtur
Slotstur
Bryggeritur
Sejltur på Moldau
Fontæne med middag
Theresienstadt – Individuelt eller med Codan – man+fre

I er altid velkommen til at sende os en mail eller ringe. Vi inviterer over vinteren til individuelle ture, som der kan læses om her. Det faste turprogram gælder 15/3-1/11 2008. Bemærk vi fortsat vil have træffetid ved Cafe Tramvaj, sporvognscafeen på Wenzelspladsen Vaclavske Namesti (midt i Prag),
hver dag kl.17-17.30, fra 15/3-1/11. Pavel og Helge
pavel-helge.dk

Nyere indlæg »