”Under ingen omstændigheder må I undlade at besøge Telc. Det er en perle”, havde Dana fortalt min kæreste. Og Telc er virkelig en rigtig lille perle med bare 6000 indbyggere. Det er, som om alle husene er placeret rigtigt.
Vi fandt hurtigt et hotel og parkerede Clioen. I minibaren var der Plzen Master 18° og efter et par koncentrerede timer på øjet, var vi klar til at indtage byens smukke rådhusplads, byen er Unesco fredet.
Første del af Kenneth Ravns rejse ud i Tjekkiet gik til blandt andet Jihlava (se kort) >> Andel del beskrev især Trebic >> Dette er tredie og afsluttende afsnit.
Af Kenneth Ravn: Sidste gang Telc havde besøg af nordboer, var det svenske lejesvende, som belejrede og plyndrede byen i 1645. Vi valgte en mere fredsommelig strategi, og jeg blev glad, og næsten rørt, da jeg opdagede, at vores restaurant serverede Jezek. Jezek var blevet en god ven, som jeg første gang mødte i Jihlava et par dage forinden.
Den centrale plads i Telc er imponerende. Byen blev etableret som et naturligt stop mellem to travle handelsruter omkring 1330´erne. Fra 1339 og indtil begyndelsen af 1600-tallet blev byen administreret af den magtfulde familie Hradec, som transformerede byen til renæssancestil. Senere overtog barokken, da jesuitterne kom til i forbindelse med modreformationen i 1600-tallet. I dag domineres den centrale plads, Namesti Zachariase z Hradce, stadig af disse to stilarter, og det i en sådan grad at UNESCO besluttede at optage pladsen på sin eksklusive liste i 1992. Vi havde et par dejlige dage i Telc, omend jeg var ked af, at vi ikke havde cykler med, for det virkede så oplagt med en cykeltur rundt om søerne omkring byen og ud i skovene. Alt for sent opdagede vi, at det godt kan lade sig gøre at leje cykler. På Zachariaspladsen findes der et turistkontor, og det er bare at spørge. De taler udmærket engelsk og er meget hjælpsomme.
Vi havde i forvejen hørt utrolig godt om Cesky Krumlov, og vi glædede os derfor meget til at besøge byen. Cesky Krumlov >> er placeret tæt ved Sumava i det område, hvor Vltava (Moldau) har sit udspring. Det er et bjergrigt og skovrigt område tæt på den østrigske grænse mod syd og den tyske grænse mod vest. Cesky Krumlov ligger altså i et grænseland, og det præger naturligvis byens historie, hvor et tysk sindelag indtil 1945 var klart dominerende. Egentlig minder byen meget om Prag.
Vltava slår endda et sving i Cesky Krumlov, så det er næsten som at være hjemme. Men det er ingen storby, så langt fra. Den er et Prag-koncentrat, hvor industri, betonbygninger, dårlig service og bilos er siet fra. Jezek var skiftet ud med den lokale Eggenberg, og det var en kedelig erstatning. Heldigvis gav jeg Eggenberg en ekstra chance og forsøgte deres mørke bryg. Ikke så tosset endda. Læs om Bryggerier i Prag >>
Efter et par skønne dage i Cesky Krumlov skulle vi hjemover. Vi tog den stik nord og ramte lige ind i Ceske Budejovice. Her lejede vi os ind på et af byens bedste hoteller og måtte slippe ca. 2500 CZK. Det var et udmærket værelse, men ikke til prisen og i forhold til de pensionater vi havde indlogeret os på de forgående dage.
For mig var den altoverskyggende seværdighed i Ceske Budejovice det verdensberømte, nationalejede bryggeri Budweiser-Budvar. Bryggeriet er topmoderne, og jeg synes, vi fik en rigtig udmærket rundvisning. Vi fulgte hele produktionen fra mæskning, urtkogning, gæring, lagring, og til øllet bliver transporteret væk i lastbiler. Undervejs, og inden filtrering og pasteurisering af øllet, fik vi lov at smage direkte fra et af lagringskarene (Besøg Kacov bryggeri hver torsdag). Det var en kølig, men rigtig god oplevelse. Og således opløftede kunne vi forlade Ceske Budejovice og sætte kursen hjem mod Prag.
E-mail her eller ring +420 608 08 1111. pavel-helge.dk
Leave a Reply