Påsken falder sent i år. Allerede denne sidste dag i marts, hvor vi skriver, er de japanske kirsebær-træer i fuldt flor flere steder i byen. Mere om den slags forårsfornemmelser herunder. Indlægget handler om Prag påske 2025. Det emne omfatter påskens statsfridage, åbningstider og køreplaner, berømte og meget besøgte påskemarkeder i middelalderbyen, andre markeder der har mere lokal fornemmelse, gader, parker og haver med lyserøde kirsebærtræer og steder med gode udsigter i det grønne. Vi begynder med en kort oversigt over vores tilbud om at opleve Prag på dansk.
Prag får til påske mange gæster. Vi er ikke gode til at gå i gåsegang. Hvis du også har det sådan, anbefaler vi varmt at planlægge dine dage med det i mente. Besøg de kendte påskemarkeder (10-22), det astronomiske ur, Karlsbroen og Prags borg (6-22) tidligt eller sidst på dagen. Husk at du altid finder rolige steder, hvis du forlader hovedstrømmen og går på opdagelse i baggårde, stræder og sidegader. Selv i Gamle by, Vores byvandringer er planlagt for at give dig overblik i byen og forståelse for historie og arkitektur, men de er også planlagt, så vi kan dele en masse lokale tip og opdage steder væk fra alfarvej. Vi tør påstå, at I vil gå til mad og drikke i byen på en ny måde og have lyst til at opsøge andre steder end det oplagte, efter en tur med dansktalende guide.
Her er en liste med åbne ture (alle kan tilmelde sig).Vores vinsmagning og øl-vandring er henvendt til voksne. Alle generationer er ellers velkommen. Klassisk byvandring og sejltur er med rabat: et barn under 12 år per voksen til halv pris. Prag ture på dansk til påske: 15.4: Theresienstadt og 16.4: Skoda bilfabrik. Sejltur. Vinsmagning og 17.4: Lokal byvandring. Prags borg 18.4: Klassisk byvandring. Øl-vandring 19.4: Theresienstadt (uden krematorium, med andet) og Sejltur. 20. og 21.april har vi god tid til private udflugter ?
Tjekkiet holder blot 3 statsfridage til påske, her findes helligdage ikke. Langfredag, påskedag og 2.påskedag. Offentlige kontorer, banker med mere er lukket. Små specialbutikker vil også være lukkede, mens de store centre og meget af midtbyen vil holde åbent både fredag og lørdag. Påskedag og 2.påskedag skal butikker over 200 m2 holde lukket. Det offentlige transportsystem kører efter andre planer, lidt færre afgange med lidt længere intervaller, når det er statsfridage. De store påskemarkeder kan være overvældende med mængden af mennesker og prisen i boderne. Det ændrer ikke ved at Gamle bys plads er utrolig smuk, både med og uden markeder. Husk bare vores tip, vælg dit tidspunkt kritisk. De centrale og mest besøgte markeder er på Gamle bys plads og på Wenzelpladsen, det er fra 5.-27.april i år. Det lidt mindre hektiske marked på kirkepladsen Namesti Miru er åbent 5.-21.april. Boder er allerede åbnet på Republikpladsen, men det er ikke så charmerende. Find også et mindre marked på Marianske Namesti i Gamle by.
Vi synes at det er sjovere at være gæst på små markeder ude af byen. Vinbyen Melnik og det lille middelalder-købstad Beroun er eksempler. De lokale Prag markeder med viktualier, fødevarer på pladsen Namesti Jiriho z Podebrad (også metrostation, Prag 3) 4 gange ugentligt samt lørdage på Holesovice marked, hal 22 (Prag 7) og på pladsen Vitezne Namesti, metro Dejvicka (Prag 6) er besøg værd kl.8-13. Piskeriset, kæppen Pomlázka er et hedensk ritual. Sarte sjæle må springe over. Påskemandag huserer drenge med påskeriset for at piske pigerne og sikre deres frugtbarhed. Modsvaret er vand. Kralice, dekorerede påskeæg er også en tradition. De bedste købes efter vores erfaring af ældre damer med kurv, foran metrostationer i forstæderne. Skærtorsdag kaldes af nogen for Grøn torsdag. Visse bryggerier præsenterer i den anledning en grøn øl, endnu en grund til at besøge Beroun – med bryggeriet Berouns Bjørn, spørg din lokalguide!
Tjekkiet springer allerede ud, som vi nævnte i indledningen. Skråningerne på bakken Letna, på den nordlige side af Gamle by er fint hvide og gule. De første japanske kirsebær, hedder det ikke Sakura, er sprunget ud flere steder. Inden længe følger typisk de dejlige Magnolia rundt omkring og æbletræerne på Petrín. Øverste foto er fra Troja slot. Der er både mange blomstrende træer og en passende farvekulisse. Dejlig udflugt i solskin. Fra Ujezd under Petrín-højen, kan I følge stierne derfra opad for det lyserøde fiks, Og husk at tandhjulsbanen er lukket, den bygges om. Vojanovy sady, Vojans haver, bliver overset af mange forbipasserende i Lillesiden nær Karlsbroen. Tøv ikke, gå opdagelse gennem porten. Gaderne Technická ved Dejvice, Prag 6, og Na Švihance i Vinohrady, Prag 2 stråler med lyserød pragt.
Hvis I trænger til noget helt andet end Gamle by, anbefaler vi Skt.Matthæus marked. Det var for århundreder siden et forårsmarked, men har siden udviklet sig til den lokale variant af bakken. 130 forlystelser, hej teknomusik, candyfloss og fuld gas. Det er indtil 21.april. I indledningen lovede vi også et par tip til udsigter i det grønne. Letna parkens øl-have og metronomen eller Rieger parkens skråninger med ude-serveringer er oplagte for en øl al fresco med forårsfornemmelse. Tjek også vores Prag kalender, kulturliv og begivenheder.
Veselé Velikonoc. God påske, vi ses på turene. Pavel og Helge
2 Comments
Bruno
Lyder dejligt, desværre ankommer vi først 27.3.
men kender allerede det meste, har besøgt Prag ca 35 gange siden 1982 skøn by.
Pavel Helge
Hej Bruno Tak for kommentar. Vi er altid med på en udfordring til at vise dig noget, du ikke kender. God rejse, Helge