Josefov var en lukket ghetto for jøderne i Prag i århundreder. Jøder bosatte sig i Prag i det 9. eller 10. århundrede. Den dag i dag bor der jøder i Prag, cirka 1500 er aktive i det jødiske samfund. Josefov nævnes ofte som et af de vigtigste steder i Europa for jødisk kultur: her er 6 synagoger, den gamle kirkegård og fantastiske samlinger, bl. a. af kultgenstande fra synagoger i Prag og resten af Tjekkiet.
Det Jødiske Museum har ansvar for det hele, læs om entreer og åbningstider. Vi anbefaler som bedste mulighed at følges med en jødisk guide fra museet til en rundvisning.
Andre steder i Prag findes den sprag- lede “mauriske” Jerusalem-synagoge, nær Prags Hoved- banegård. I Smichov (Prag 5) findes Smichov-synagogen, den fungerer som arkiv og depot. I Zizkov (Prag 3) ligger enorme kirkegårde. Den store Nye jødiske kirkegård rummer blandt andet Franz Kafkas grav.
I den tidligere ghetto er der 6 synagoger. I billedet til højre ses den yngste, Den Spanske synagoge, med Kafka-statuen i forgrunden. Læs mere om Franz Kafka her. Der findes et nyt museum om Kafka i Mala Strana, men hans bøger er bedre. Den Spanske synagoge er fra 1841, den side som anes til højre i billedet er i “maurisk” stil. Interiøret er bogstavelig talt blændende, en overdådighed i rødt og guld. Her holdes jævnligt koncerter.
Den ældste synagoge er den Gamle-Nye, Europas ældste fungerende, helt fra 1270-80. Murene er tykke og vinduerne små. Her skal man ned for at komme ind. Gavlene er tæt på originalen, kamrene omkring blev til gengæld ombygget adskillige gange. Interiøret er smukt, med fine spidse buer i loftet og flotte søjler. Myten om Golem knytter sig hertil.
Den gamle jødiske kirkegård er unik med sine gravsteder. Her blev Prags jøder begravet i op til 12 lag. Der er 12.000 gravsten og i virkeligheden mange flere grave. Den ældste grav er fra 1439, den sidste fra 1787. I den måske mest berømte grav ligger Rabbi Loew, ophavsmanden til Golem. Et besøg gør et stort indtryk. Indgangen til Prags Gamle jødiske kirkegård er ved Pinkas-synagogen, i hvilken der er mindested for alle de jøder nazisterne slog ihjel.
Nazi-regimet var ansvarligt for op mod 80.000 tjekko- slovakiske jøders død. Tjekko- slovakiets jødiske befolkning skønnedes til over 83.00 før krigen. Læs mere om Theresienstadt her. Kommunisterne fulgte nazisterne i 1948 og forfølgelser fortsatte, først i 1990erne lykkedes det at færdiggøre mindesmærket med anden verdenskrigs absurde dødstal.
Allerede i 1096 da det første korstog blev indledt, udsattes jøderne i Prag for det første progrom. Otokar 2 gav i 1262 til gengæld jøderne ret til at administrere sig selv og inddrive skatter. I 1389, Påske-søndag, fandt en skrækkelig massakre på jøder sted. I 1422 blev alle jøder i Prag under tvang flyttet til den jødiske ghetto, omgivet af mure.
I 1781 blev det muligt for jøder at flytte andre steder hen, det stadfæstede kejser Josef 2´s Tolerance-diktat. I 1850erne blev kvarteret opkaldt efter ham – Josefov. Paris-gaden, Parizska, og resten af kvarteret blev radikalt byfornyet i slutningen af 1800-tallet og helt bevidst modelleret efter Paris. Kun synagogerne, kirkegården, rådhuset og en kirke blev bevaret.
I dette korte stykke har vi ikke nået at nævne alle synagogerne. Læs om Maisel-, den Høje- og Klaus-synagogerne, koshermad og andet i foråret. Vores byrundtur i Prag passerer Maisel-synagogen, som ses ovenfor, og kirkegårdsmurene.
Læs her om forsøget på en nynazistisk march i Josefov i 2007 eller om andre museer i Prag. Skriv gerne kommentar eller mail.
pavel-helge.dk
Leave a Reply