Jihlava er den største by i Vysocina regionen, det er en del af Tjekkiet Bøhmen, på grænsen til Moravien Mæhren. Jihlava er ellers kendt for sin enorme middelalderlige plads, sine katakomber, kirker, Gustav Mahler, zoologisk have, bryggeriet Jezek og film.
Jihlava er sæde for en international dokumentar filmfestival, i år var Jørgen Leth hovedgæst på den netop afsluttede festival. Dette er ment som inspiration til Jihlava besøg. Børnefamilier, film-, øl-, Mahler- og arkitektur-entusiaster vil befinde sig godt.
Jihlava IDDF, dokumentarfilmfestival, er nu i sit 13.år. Gennem god programlægning og vigtige samarbejder, blandt andet med CPH:DOX, er Jihlava IDDF blevet Centraleuropas vigtigste begivenhed med dokumentarfilm – se film online.
Festivalen har det gamle fagforenings-kulturhus som centrum, der er to sale, og bruger desuden biografen Dukla, hvor det hele begyndte. I år havde festivalen i anledningen af 20-års jubilæet for fløjlsrevolutionen filmforevisninger i private hjem, som en hyldest til den eneste måde at se ‘andre’ film under kommunismen.
Jørgen Leth var hovedgæst, hans værk blev allerede vist her som retrospektiv i 2004. Denne gang havde festivalen konstrueret 5 forhindringer for Jørgen Leth: Forfatterlæsning fra “Det uperfekte menneske”, en-mands jury for Opus Bonum serien (vinder: Bassidji af Tamadon Mehran, 2009), masterclass om sine arbejdsmetoder, udgivelse af daglige filmnoter i festivalavisen og møde med instruktøren Labaki og hans film “27 scenes with Jørgen Leth”.
Jihlava er den ældste mineby i Tjekkiet, men minedriften ophørte tidligt. Byen tjente siden især penge på tekstilindustri. Den smukke Masarykovo Namesti, Masaryks plads har ejendomme med gotiske detaljer, men de fleste huse er ombyggede adskillige gange, til renaissance efter storbrand og til barokstil efter svenske belejringer under 30-års krigen. Kommunisterne præsterede – tilsvarende mange tjekkiske byer – at placere en æstetisk umulighed, varehuset Prior, midt på den enorme plads.
Byen er undermineret af de næststørste katakomber i Tjekkiet, de kan besøges på en fin halv times rundvisning adskillige gange dagligt. Katakomberne i Jihlava strækker sig over 25 kilometer, i tre lag, det nederste op til 14 meter under jorden. Der er i alt 25.000m2.
Midtbyen præges af kirker, den spændende Skt.Jakobs kirke er under renovering til efteråret 2010. Tårnet kan bestiges. Skt. Ignatius er en stor og fin barok kirke, den ligger også ud til pladsen.
Der er adskillige andre spændende kirker, jødisk kirkegård og den fine byport “Den Hellige Moder” at besøge for de arkitektur og historie- interesserede.
Gustav Mahler museet og bryggeriet Jezek er heller ikke for børn. Den zoologiske have og det store vandland/badeland er de bedste attraktioner for familier i Jihlava, oven i købet ligger den sympatiske zoo klods op ad den gamle bydel. Både badeland og zoo er åbne året rundt.
Gustav Mahler er et hovednavn i Jihlava. Mahler blev født i landsbyen Kaliste, nær Humpolec i 1860. Samme år flyttede hans forældre til Jihlava, Mahler gik i skole og gymnasium her og blev student i 1877. I mellem 1870 og 1883 spillede Mahler flere gange offentligt i Jihlava.
Gustav Mahler var senere dirigent i både Oloumoc og Prag. I 1908 havde hans 7.symfoni premiere med Den tjekkiske filharmoni i Prag. 2010 markerer 150-året for Mahlers fødsel og 2011 100-års dødsdag. I 2010 indvies Gustav Mahler mindepark med et monument til ham, her er det på billedet med legeplads i modlys. Den gamle bymur ses bagved.
Vi sluttede Jihlava besøget med en frokost på bryggeriet Jezeks egen restaurant. Et glimrende sted med en række øl på fad og tjekkisk mad. Frokostmenuen bød for eksempel på klassikeren rizek schnitzel med kartoffelsalat. Ølkortet bestod af alle de typer som brygges her, blandt andet Jezek 11graders/4,8%, Telsky Zacharias 14graders/6,1% og den voldsomme Grand 18graders/8,0%. Længere kom vi ikke, men der var flere. Frokost fra ca.70czk, øl fra 19czk/ca.6dkk.
Jezek betyder pindsvin, pindsvinet sidder i Jihlavas våbenskjold, ordet menes at stamme fra Igel, et gammelt tysk ord for pindsvin. Kutna Hora ligger ganske nær. Jihlava ligger tæt på D1, motorvejen mellem Brno og Prag.
E-mail her eller ring +420 608 08 1111. pavel-helge.dk
Leave a Reply