17.november 1989 tæskede kommunistisk uropoliti studenter i Narodni gaden i Prag. I det daværende Tjekkoslovakiet blev det startskuddet til revolutionen. Der var flere tilløb tidligere med demonstrationer i Teplice på grund af miljø, i Prag i januar 1989 med den såkaldte “Palach-uge” og flere andre. Der var gået hul på muren i Berlin. Alligevel turde tjekkoslovakkerne knapt tro at det også var på vej her. Herunder kan du læse vores guide kollega Sylvas beretning om sin egen oplevelsen af november 1989, hvor hun netop var begyndt på Karlsuniversitetet og dermed oplevede det hele i stormens øje.
25-året for kommunismens fald markeres i Narodni gaden i Prag dagen lang. Se satirisk parade på Wenzelspladsen kl.14 eller stor koncert samme sted kl.18-20. Kl.17 tændes lys for kommunismens ofre ved Narodni Trida og meget mere. Opdatering kl.13.38. I Prag blev formiddagen domineret af “Vis Zeman det røde kort” protest. Tusindvis i Narodni mod præsidenten. Oplev Prag med dansktalende og lokal guide i Prag, ture om 1989 og kommunisme! Nederst link til tidligere indlæg om fløjlsrevolutionen og kommunisme.
“1989” af Sylva Bajerova: Alle Amerikanere kan huske, hvad de lavede den 11. September 2001. Tjekkerne kan huske præcis, hvad de lavede den 17. November 1989. Jeg var 20 år gammel og lige begyndt at læse på Karlsuniversitetet i Prag. Alt var så nyt. At flytte til en hektisk by, bo på kollegium, finde sporvogn til skolen, finde ny venner.
Den 17.november var en kold fredag og de fleste af os, som boede på kollegium, plejede at rejse hjem til vores forældre i weekender. Jeg tog den weekend til bjergerne for at klatre med mine venner fra klatrekursus. Vi vidste, at der den aften skulle være optog til minde for student Jan Opletal (død i 1939). Ingen af os tog det særlig alvorligt og vi ville bare rejse væk i naturen. Det eneste der bekymrede mig hele weekenden var et referat til pligtfaget “International arbejderbevægelse”, som jeg skulle præsentere om mandagen og som ikke var skrevet færdig endnu.
Der var ikke nogle mobiltelefoner og vi havde ikke noget tv på hytten, så det var først søndag aften på tilbagerejsen, at vi opdagede noget usædvanligt. Der var mange politibiller i byen og mange mennesker på gaden. Hele kollegiet var fyldt med studenter i gangen som informerede de senest ankomne om optoget og reaktionen fredag. Min veninde Vendula kom på vores værelse. Hun var blevet i Prag og var på Narodni.
Hun fortalte at de gik fra Albertov og der var mange journalister fra vestlige lande. Man begyndte at snakke om, at der var dobblet jubilæum – 1939 og 1969. Da de kom til Narodni, ventede politibetjente med skjolde og stave parate i hænderne. De begyndte at slå dem som havde tjekkiske flag i hænderne. Vendula og nogle andre nåede at løbe væk af Mikulandska gaden. De gemte sig i et hus i Mikulandska, hvor en familie lukkede mange demonstranter ind i lejligheden. Der var måske 50 mennesker af alle aldre i lejligheden. Sent om natten kom Vendula tilbage til kollegiet, heldigvis uden nogle skader.
Allerede søndag aften (19.januar) blev der snakket om en studenterstrejke som skulle begynde mandag. Hvert minut kom der nogen med nye oplysninger fra andre fakulteter. Og jeg kan stadigvæk huske at jeg tænkte på at jeg ikke var færdig med mit referat og mon ikke der bliver et stort problem i mit studium….Det var en helt ny situation for os. Ingen har rigtigt vidst, hvad der vil ske, hvad vi må og hvad vi ikke må.
Mandag mødtes vi på fakultet. Der blev snakket meget om det som skete fredag. Der blev dannet en strejkekomité og vi bestemte at vi vil ikke forlade fakultetet (en sit-down strejke). Dagene efter gik med at maskinskrive strejkemeddelelser, gå til massevis af møder, diskussioner med skuespillere og strejkekomite og lignende. Derfra gik alt meget hurtigt. Det er 25 år siden, så mange erindringer bliver upræcise og jeg kan ikke huske alle datoer. Jeg kan til gengæld huske følelser, som har ændret sig fra frygt over bevægelse til lykke.
Jeg kan huske den første nat, vi sov på skolen. Taknemmelige mennesker fra gaden som kom med mad. Korte nætter hvor vi skulle hente nogle aviser, skrive noget på skrivemaskiner eller sætte opslag med informationer op på gaden. Følelsen af at stå på Wenzelspladsen med hundreder af andre og råbe at studenterne ikke er nogle børn. Lykkefølelse da fjernsynet endelig begyndte at give rigtige oplysninger om hvad der skete i Prag. Lange dage, da vi rejste til fabrikkerne på landet for at fortælle om situationen og overtale arbejderne til strejke.
Den uforglemmelige følelse, da vi stod foran fakultetet og tusinder af mennesker gik forbi på vej mod Prags slot på dagen for generalstrejken. Smilende ansigter, mennesker som ikke kendte hinanden men snakkede sammen uden skam, masser af mennesker som kunne synge emigrantens Karel Kryls sange udenad, selvom man aldrig kunne høre dem i radion. På en gang var der som Kundera skrev næsten “‘ulidelig lethed”…. og så en masse mere. Jeg skrev aldrig mit referat færdigt og det var ikke noget problem. Faget “International arbejdsbevægelse” blev afskaffet……
Skriv meget gerne en kommentar herunder elller del tanker og spørgsmål på vores Facebook side. Stor tak til Sylva for hendes erindringer. Pavel og Helge
Leave a Reply