Dette indlæg handler om 3 klubber i Prag. Læs om fakta, historie og tip til nattelivet i Prag. Prags klubscene bærer endnu spor af overgangen fra kommunismen, hvor der ikke fandtes klubber i dagens forstand. De 3 nævnte klubber i dag, Roxy, Akropolis og Radost er alle nogle af byens ældste og stadig blandt de bedste.
Vi anbefaler altid at tjekke programmerne. Enhver klub er bedre, når der er noget specielt på færde. Brug vores kulturlinks for aktuelle tips til Prags natteliv. Læs også den månedlige kulturkalender hos pavel-helge.dk.
I 1990erne blev det vildt i Prag og næsten alt kunne lade sig gøre. Den hedengangne Bunkr, Akropolis og Roxy opstod alle som reaktion på folkelige protester. I 1990 demonstrerede musikere og kunstnere fra “undergrunden” på Prags gamle bys rådhusplads. I adskillige dage holdt de koncerter med bigbeat og demonstrerede for permanente scener for alternativ musik.
Protesterne, deres støj og udseende passede ikke byrådet og man endte med at tilbyde 3 scener til de protesterende kunstnere: Bunkr, Roxy og Akropolis. De havde alle 3 to ting til fælles: De var i en katastrofal tilstand og de blev åbnet af og med entusiastiske og anarkistiske ledelser.
Bunkr blev lukket for nogle år tilbage af myndighederne, angiveligt pga. støj. Roxy drives i dag af Linhart Foundation og har også været lukningstruet i to omgange. Byrådet i Prag 1 bryder sig bestemt ikke om alternative scener og prøver fortsat at lukke Roxy. Akropolis gennemgik en særdeles mærkelig privatisering under et byrådsmedlem i Zizkov, Prag 3, hvor klubben ligger. Tilsyneladende sikrer det dem mod problemer de kommende år.
Akropolis er et helt kompleks med koncertsal/klub, en mindre klubscene, restaurant og cafe. Her er koncerter og/eller DJ´s stort set hver eneste aften. I dag er publikummet en blanding af unge tjekker, fastboende udlændinge og mange rygsækrejsende fra alle de billige hoteller og hostels i Zizkov, Prag 3. Drinks er ikke sofistikerede, øllene er set bedre og maden er ikke værd at skrive hjem om. Til gengæld er stemningen ofte helt i top i den tidligere teatersal. Kubelikova 27, Prag 3. http://www.palacakropolis.cz/
Roxy er både klub, koncert- og teatersal, udstillingslokaler og baren NoD. Klubben kendes som den centrale tekno-scene i Prag. Deres gratis mandag-aften med DJ´s er en institution i Prag. Her kommer både tjekker og turister for at danse igennem. ROxy holder temmelig mange temaaftener og arbejder med mange både lokale og internationale DJ´s. Gå ikke glip af det “eksperimenterende område” ved NoD, her er ofte alternative koncerter med f.eks. støjrock og teaterforestillinger. Dlouha 33, Prag 1. http://www.roxy.cz/
Radost FX er restaurant, filmudlejning og klub. Radost betyder glæde på tjekkisk. Radost er i sit 15.år med en blanding af bar, vegetarmad og housemusik i klubben. Indretningen er farvestrålende, tjenerne unge og uformelle og klubben holde mange tema-aftener. Plastique er med elektrisk musik og mode, Lollypop er rettet mod Prags homomiljø og FX Bounce fokuserer på urbane rytmer. Vegetarkøkkenet ved Radost har holdt en høj standard gennem de mange år, hvor vegetarmad ellers var en sjældenhed. Belehradska 120, Prag 2. http://www.radostfx.cz/
Send os en mail eller ring +420 608 08 1111 pavel-helge.dk
One Comment
Pavel Helge
Madanmelderen Brewsta har en ny anmeldelse af vegetarmad på Radost FX: http://www.expats.cz/prague/article/restaurant-reviews/radost-fx/