Vi har tidligere skrevet om bydelene Prag 1, 2, 3, 5 og 6. Her handler det om den store bydel nord for centrum Holesovice, Prag 7. Danskere kender ofte Prazska Trznice (Prags marked) som det “gule marked”.
Holesovice er syvende administrative bydel i Prag. Bydelen ligger på venstre flodbred, en halvø afgrænset af floden Vltava (Moldau) på tre sider. Der er klubber, Nationalgalleri- afd, nyt kunstgalleri, Nadrazi (banegård) Holesovice og Vystaviste med mere i Prag 7.
Markedet i Prag var et slagteriområde. Nu er det omdøbt til River Town. Shopping er emnet i første indlæg om Holesovice.
Danskere kalder markedet “det gule”, enten på grund af de gullige mure eller, på grund af Vietnameserne som har boderne. Markedet ligger som sagt i et tidligere slagteriområde som blev åbnet i 1895. Nu er det en attraktion for shopping i Prag.
Oplev Vystaviste med middag og fontæneshow, 900czk, fre/søn. fra april 2009. Andre oplevelser på individuelle ture: Loppemarkedet i Kolbenova har mere genbrug end antik. Det Vietnamesiske marked, SAPA, er en hel by i forstæderne. Engros handel og fantastiske supper. Prøv individuelle ture i Prag – fra 2000czk.
Holesovice når man nemt med sporvogne og metro fra centrum, læs anbefalinger nederst eller læs her om offentlig transport i Prag. Holesovice skæres over i to halvdele af hovedvejen mellem Prag og Dresden, der løber tværs over halvøen med 3-4 vognspor i begge retninger. Trafikken præger.
Holesovice er en bydel i heftig forandring på flere måder, den er betydeligt mindre køn end de historiske bydele, det ses at Holesovice primært var industriområde.
Prags Marked, Prazská trznice, har i dag mange afdelinger. Her er indendørs grøntsagsmarked, en ny Asiatisk hal (som ligner alle boderne udenfor), byggemarked, spejdersager og computerdele. Først og fremmest er der et hav af boder omkring de 16, tidligere slagterihaller. I boderne kan man især købe billigt tøj og sko. Shopping af Kopivarer forsvinder gradvist med stigende kontrol, senest var et af de dominerende mærker “Samsøe”. Der kan endda handles på dansk.
Da slagerierne oprindeligt blev taget i funktion i 1895 havde de egen vandforsyning og kloakering. Togene havde spor til markedet og kunne aflaste 18 vogne ad gangen. Den største hal er 11500m2, 230 meter lang, det var svineslagteriet. Markedet havde egen bank. I 1929 med høj aktivitet omsatte banken værdier for beløb svarende til 85 mill. stk. kvæg.
I dag regner markedet med cirka en million besøgende om måneden, gennemsnitligt. I modsætning til normale forretninger i Prag pruttes der på markedet i Holesovice oftest om priserne. Markedet i Prag 7 har teater, et posthus, der er bankomater og et apotek. Bemærk at grøntsagsmarkedet er flyttet til hal 26.
Vi anbefaler den udefinerbare butik “Bazar” i den østlige ende, ved grøntsagerne. Her er en overvældende blanding af antikviteter, havestatuer og anden skøn kitch.
Gulash, Svickova, ungarske Langos og McDonalds er blandt det store udbud af fastfood og enkle restauranter. Balkangrill er desværre forsvundet. Hvis man er rigtig tørstig ligger Ølgalleriet kun to gader fra den nordlige port.
Prags marked, Holesovice, det “gule” eller hvad man ynder at kalde det, er knapt i gå afstand fra centrum. Hurtigere er den røde metrolinie til Vltavska, når man kommer op, er der enten et sporvognsstop eller 300meter at gå, mod øst, med strømmen i Moldau.
Sporvognene stopper lige foran, stoppet hedder “Prazská trznice”. Her kører både linie 1, 3, 5 og 25. Vi anbefaler linie 3 direkte mellem “Vaclavske Namesti” (Wenzelspladsen) og “Prazská trznice” på bare 12 minutter. Det kan klares med en billig enkeltbillet (18CZK) med DPP, Prags Offentlige Transport.
6 Comments
Henrik
Hej
Er den butik en fysiks butik eller bare en netbutik der har lejet sig ind i området.. http://www.alza.cz/
Pavel Helge
Hej Henrik,
alza.cz er en af tjekkiets største internetbutikker, de har lager og salgsafdeling ved markedet. Det er vist billigere at bestille og betale online end ved forretningen. Se deres kontaktside: http://www.alza.cz/EN/Publish.asp?catpm=45
Christina og René
Vi skal til Prag i oktober og har fået “det gule marked” anbefalet af mine forældre. Er det muligt at finde skindtasker og sølvsmykker af god kvalitet på markedet?
Mvh Christina
Pavel Helge
Hej Christina det meste på markedet er af ok kvalitet og ikke mere. De mange kopivarer de var kendt for ryder toldmyndighederne ofte, så udvalget skrumper. Hvis kvaliteten er vigtig anbefaler vi forretninger i midtbyen. Bedste hilsner, Helge
Ulrik
Vi skal til prag her i November har det gule marked åbnet. og hvad tider har det åbnet.
Pavel Helge
Hej Ulrik, området er åbent 06-20 alle dage på nær søndag. De fleste boder og forretninger åbner med normale butikstider 9-10. Her er link til “Rivertowns” side: http://www.rivertownprague.cz/en/home.html
Læs mere om shopping: http://pavel-helge.dk/tag/shopping/
Hilsen fra Smichov, Helge